Thomas Klitgaard glæder sig til at stå overfor Klavs Bruun-Jørgensen.
Skjern frygter ikke Klavs Bruun-Jørgensen og Nordsjælland før fredagens møde. Tværtimod, lyder det fra Thomas Klitgaard.
Af Kenneth Thygesen
"Vi har vundet tre kampe i træk, og det var nok ikke sket uden Klavs Bruun Jørgensen."
Så klar i mælet var Nordsjælland Håndbolds cheftræner Kristian Kristensen for fem dage siden, efter at Nordsjælland på hjemmebane have besejret Lemvig med ti mål.
Fredag aften skal de formstærke nordsjællændere, der tilsyneladende har gjort et kup ved kalde 37-årige Klavs Bruun-Jørgensen tilbage i håndboldvarmen, en tur til Skjern Bank Arena, hvor et topmotiveret vestjysk mandskab står klar.
"Man må sige, at Klavs Bruun har forstærket deres hold. De har i hvert fald vundet siden, han er kommet til, men fokus er ikke på ham," siger Skjerns Thomas Klitgaard og fortsætter:
"Vi har den fornødne respekt for både Klavs Bruun og for Nordsjælland, men vi frygter dem ikke. Vi glæder os, vi er på hjemmebane og vi skal vinde," siger Thomas Klitgaard.
Konceptet skal fastholdes
Et af Skjerns store problemer i denne sæson har været manglen på et stabilt niveau i alle 60 minutter, men ifølge Klitgaard er der allerede store forbedringer at se.
"Spiller vi op til vores bedste, kan Nordsjælland ikke slå os. Men vi har haft for store udfald i denne sæson, men jeg synes, vi er ved at rette op på det. Før jul kunne vi måske falde ud af kampene i op til 20-30 minutter, hvorimod vi nu "kun" er nede på ti minutter. Men det er også det, der gør, at vores kampe bliver unødvendigt tætte," siger Thomas Klitgaard og fortsætter:
"Formår vi at fastholde konceptet over 60 minutter, ville vi vinde med seks-syv mål over hold som Skanderborg og Mors-Thy," forklarer Thomas Klitgaard med henvisning til de to seneste ligakampe, hvor Skjern har hentet sejre i de døende sekunder.