STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Laursen: En fin chance

Kristoffer Laursen og Skjern-spillerne møder i dag makedonske Zomimak. 

Skjern-spillerne vil tilbage på sporet og have en god oplevelse i eftermiddagens kamp mod Zomimak.

Af Kenneth Thygesen

Kvartfinaleløbet er kørt, og der er blot ære at spille om for Skjern Håndbold, der i eftermiddag møder makedonske HC Zomimak.

Men i Skjern-truppen er man opsatte på at slutte EHF Cuppen af med en sejr over makedonerne og dermed få lidt genoprejsning efter en hård periode.

- Vi skal vinde og få en god oplevelse. Det trænger vi til. Vores hjemmebanestatistik har været særdeles utilfredsstillende på det seneste, og vi har generelt slet ikke levet op til vores egne forventninger, siger Kristoffer Laursen.

- Det er en fin chance for at rette op på en masse ting både i forhold til os selv og tilskuerne, siger Kristoffer Laursen, der erkender, at Skjern-spillerne er i en svær periode.

- Selvfølgelig er det ikke sjovt at tabe et par kampe i træk. Men vi står sammen og vil i dag gøre alt for at bevise, at vi er meget, meget mere, end det har vi vist på det seneste, siger Kristoffer Laursen. 

NYHEDER