STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møllgaard håbede på romerlys i Minsk

Henrik Møllgaard i kamp for Skjern.

Skjern-anfører Henrik Møllgaard er fint tilfreds med EHF Cup-lodtrækningens udfald, men havde håbet på romerlys og politieskorte i Minsk.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold skal på tur til enten Tjekkiet eller Bulgarien i runde 2 af dette års EHF European Cup.

To kampe venter mod enten Ronal Jicin fra Tjekkiet eller HC Dobrudja fra Bulgarien, og det bliver ifølge den nyudnævnte anfører Henrik Møllgaard ikke noget problem.

- Nej, overhovedet ikke. Det bliver to kampe, vi skal vinde, og så er vi videre til tredje runde. Der er ikke så meget at rafle om, siger Henrik Møllgaard.

Anføreren har spillet adskillige år i europæisk håndbold og kender til mange af forholdene i udenlandske klubber. Specielt østeuropæiske klubber falder i bagspillerens smag.

- Jeg synes personligt, at det er sjovt at komme rigtig langt væk. Minsk i Hviderusland og noget i den dur. Sådanne steder hvor man bliver lidt småbange for at være der, og hvor der er politieskorte til hallen, siger Henrik Møllgaard og fortsætter:

- De steder, hvor tilskuerne går fuldstændig amok og kaster med romerlys og spytter ned på banen. Det er de oplevelser, man snakker om i truppen og tænker tilbage på, siger Henrik Møllgaard.

NYHEDER