Skjern var tæt på sejren, men måtte nøjes med et point i Gudme til stor ærgrelse for cheftræner Nørgaard.
Af Kenneth Thygesen
En GOG-scoring fem sekunder før tid sikrede et point til både GOG og Skjern, da de to traditionsklubber lørdag bragede sammen.
Skjern var ellers foran med to mål med halvandet minut igen, men vestjyderne måtte nøjes med et point.
- Det er utrolig ærgerligt. Vi kom for at vinde og havde det hele i hænderne med en føring på to mål kort før tid. Det glippede desværre, og det er selvfølgelig bittert, sagde Skjern-træner Ole Nørgaard efter kampen.
Vil afgøre det på hjemmebane
Skjern har tabt de seneste to slutspilskampe, men lørdag aften så Ole Nørgaard en masse forbedringer i Skjern-spillet.
- Jeg kan ikke sætte en finger på noget. Vores returløb og forsvarsspil var af høj klasse, og der blev kæmpet benhårdt. Vi lykkedes med rigtig meget, og jeg synes, vi kan tage en masse med herfra, sagde Ole Nørgaard.
Det ene point betyder, at Skjern med to sejre i de sidste to hjemmekampe mod Århus og Team Tvis Holstebro.
- Vi kan selv afgøre det, og det har vi tænkt os at gøre, sagde Ole Nørgaard.