STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ny talentchef på plads i Skjern

(På billedet ses formand for Skjern Håndbold Foreningen, Bjørn Sommer, der sammen med sportschef Thomas Klitgaard kommer til at have et tæt samarbejde med Christian Trodsøe og Rasmus Wilbek.)

Til sommer overtager Christian Trodsøe ansvaret som talentchef efter Magnus Siglev, der efter fire år i klubben har valgt at søge nye udfordringer.

- Jeg brænder for talentudvikling, og jeg glæder mig til at bidrage med den erfaring, jeg har til at skabe et endnu bedre miljø for vores unge spillere i Skjern Håndbold. Jeg håber på, at vi kan trække i en retning, hvor der går endnu flere unge talenter direkte ind på ligaholdet, som der har været fine eksempler på de seneste år. Men samtidig også endnu flere unge talenter fra vores nærmiljø, hvor eksempelvis samarbejdet med Dejbjerglund Efterskole på længere sigt skal intensiveres.

- Samtidig ser jeg utrolig store muligheder i vores samarbejde med Rækker Mølle Håndbold, som kan tilbyde muligheder, vi i Skjern Håndbold ikke har i øjeblikket med deres 1. og 2. divisionshold. De bliver en vigtig samarbejdspartner i vores udviklingsregi til at give vores unge talenter mere seniorerfaring, siger Christian Trodsøe, der gennem de seneste seks år har været tilknyttet på Skolerne i Oure og som træner i GOG.

I samme ombæring kommer cheftræneren for U19-mandskabet, Rasmus Wilbek, til at indgå i en ny rolle som transitionstræner.

- Jeg er spændt på den nye rolle, og det samarbejde der venter med Christian Trodsøe. Vi ser i samme retning, og har det overordnede fokuspunkt at bygge videre på den stærke træningskultur og det gode miljø, som allerede er velfungerende på Talentakademiet og i klubben. Min fornemmeste opgave bliver at få overgangen fra ungdomsspiller til seniorspiller til at være så gnidningsfri som muligt, og ligeledes – i tæt samarbejde med sportschef Thomas Klitgaard – skabe plads og udviklingsrum til de unge talenter, som vi håber, skal indgå på ligaholdet på længere sigt, siger Rasmus Wilbek.

NYHEDER