Skjern vandt onsdag aften for sjette gang i træk over BSV.
Skjern er klar til 1/8-finalen i pokalturneringen efter hjemmesejr på 36-27 over BSV. Landsholdspilleren Kasper Søndergaard blev topscorer med syv mål.
Af Kenneth Thygesen
DM-semifinalisterne fra Skjern Håndbold er med i bowlen, når der senere på året trækkes lod til 1/8-finalen i landspokalturneringen.
Hjemme i Skjern Bank Arena vandt vestjyderne onsdag aften stensikkert 36-27 over Bjerringbro-Silkeborg, som dermed er ude af turneringen.
Anført af en storspillende Kasper Søndergaard rev Skjern fra BSV'erne fra hinanden efter pausen, og efter 45 minutters spil var kampen derfor mere eller mindre afgjort.
Et spørgsmål om prioritering
Pokalturneringen har høj prioritet, men DM-semifinalen mod Aalborg har højeste prioritet.
Derfor så cheftræner Ole Nørgaard bort fra Claus Møller Jakobsen, mens Thomas Klitgaard og Henrik Møllgaard fik pauser i store perioder. Læg dertil, at Daniel Svensson, René Rasmussen og Jesper Dahl sad ude med skader.
I fraværet af de mange spillere tog andre over med stor succes. Lasse Mikkelsen leverede en fremragende kamp som playmaker med seks mål, mens Kasper Søndergaard tog et stort ansvar i 60 minutter.
Og ganske som vanligt mod BSV var Kristoffer Laursen midtjydernes onde ånd. I de sidste fem kampe mod BSV har Laursen stået med en gennemsnitlig redningsprocent på imponerende 51,7. Den stil fortsatte han onsdag aften.
Efter en svær første halvleg fik Laursen spillet sig varm, og han var med 17 redninger stærkt medvirkende til den sikre sejr.
Lige første halvleg
I kampens første 30 minutter skiftedes de to jyske konkurrenter til at være i teten. Skjern var bedst, men defensiven var ikke stærk nok, og overtalsspillet manglede kvalitet.
Tilmed skabte Kristian Kjelling ravage i det vestjyske forsvar, der havde svært ved at finde det rigtige ben at stå på i første halvleg. Derfor gik BSV'erne blot til pause bagud med et enkelt mål, 17-16.
BSV havde kontakt til 20-20 efter 35 minutter, men så blev BSV'erne kørt over. Skjerns kontramaskine tonsede henover Kjelling og co., der på seks minutter blev tromlet ned under gulvbrædderne.
Klar til 1/8-finale
Takket været Kristoffer Laursen, Morten Balling, Rasmus Boysen, Lasse Mikkelsen og Kasper Søndergaard bragte Skjern sig i front 26-21 og senere 31-23. Kampen var afgjort.
Ole Nørgaard gav i de sidste minutter ligadebut til unge Kristian Hedall og Jakob Lyhne, og sidstnævnte lukkede således festen med sit første mål i Skjern-trøjen til slutresultat 36-27.
Skjern er med sejren videre til 1/8-finalen ligesom andre ligahold som blandt andre GOG, Aalborg og KIF Kolding.