Anfører Myrhol kæmpede utrætteligt på Skjern-stregen, og noterede sig for syv scoringer i bronze-sejren. Foto: Steffen Bloch
De grønblusede besejrede Bjerringbro-Silkeborg i returopgøret, og sikrede sig dermed bronzemedaljerne.
Af Nicklas Thygesen
For fjerde gang i klubbens historie er Skjern Håndbold bronzevindere!
De grønblusede vandt sent onsdag aften over Bjerringbro-Silkeborg i returkampen om bronzemedaljerne med 32-28.
Et opgør, som Skjern-mandskabet førte fra start til slut - ligesom tilfældet var i søndags i Silkeborg. Anført af Eivind Tangen og Jesper Konradsson, der gjorde ondt på gæsterne med farlige gennembrud og skud fra distancen.
Pauseføringen på 17-12 blev holdt ved lige stort set hele anden halvleg, hvor 400-kampsjubilaren René Rasmussen - blandt andet med tre scoringer i træk - gjorde sit til at bronzemedaljerne kom i hus.
Skjern-mandskabet vandt 32-28 og sikrede sig dermed DM-medaljer for tredje sæson i træk.
Bjarte Myrhol og Eivind Tangen blev delt topscorer med syv scoringer.