Af Nicklas Thygesen
Skjern slutter på 4. pladsen i grundspillet, og får dermed point med over i slutspillet.
Det står klart efter onsdagens 26. og sidste spillerunde, hvor vestjyderne tabte med 35-29 efter 17-17 ved pausen. Derfor var skæbnen i hænderne på Aalborg Håndbold, der gjorde arbejdet færdigt på hjemmebane mod KIF Kolding, som dermed slutter på 5. pladsen.
Vestjyderne manglede - udover anfører Emil Bergholt - stregkollegaen Senjamin Buric her til aften, der bed smerterne i sig i lørdags, og som i dag fik tiltrængt hvile på bænken.
Derfor var der kampen igennem flere alternativer opstillinger i spil i begge ender, hvor Jonathan Würtz i store perioder overtog stregen - suppleret undervejs af Lasse Uth - mens Jakob Rasmussen dirigerede spillet på fornemmeste vis.
Vestjyderne dominerede i opgørets første 20 minutter, og bragte sig foran 16-11, inden værterne kom bragende tilbage til pausestillingen 17-17.
Efter pausen slap kræfterne og ideerne op hos vestjyderne, der til trods store redninger og en solid præstation af indskiftede Robin Haug, måtte se sig slået med 35-29.
Eivind Tangen blev topscorer med syv mål.
Dermed ser Skjerns slutspilspulje således ud:
1. Aalborg Håndbold: 2 point
2. Skjern Håndbold: 1 point
3. KIF Kolding: 0 point
4. Ribe-Esbjerg: 0 point