Claus Møller Jakobsen i krig mod GOG. Veteranen spillede en stor kamp i Gudme med blandt andet fem mål.
Skjerns drøm om en semifinale er intakt efter et vaskeægte drama i Gudme, der endte 23-23 efter en fynsk udligning fem sekunder før tid.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Håndbold har fortsat semifinaleskæbnen i egne hænder.
Nok var ærgrelsen kæmpestor i Skjerns omklædningsrum efter pointdelingen i Gudme, hvor Skjern var fire sekunder fra en sejr. Men vestjyderne kan stadig selv afgøre tingene med to hjemmekampe igen.
Slutspilsbraget i den tætpakkede GOG Arena sluttede 23-23. Det betyder, at Skjern med to sejre i de sidste to hjemmekampe mod henholdsvis Århus og Team Tvis Holstebro vil sikre sig en semifinaleplads.
Dermed vil Skjern have ni point for seks kampe, og via grundspilsplaceringen vil Skjern dermed være bedst placeret af de tre hold.
Balling tæt på at blive matchvinder
Over 100 medrejsende Skjern-fans skabte en fantastisk kulisse i Gudme, hvor det polerede spil fra begge hold var gemt væk til fordel for fantastisk slutspilsfight- og intensitet.
Kampen bølgede frem og tilbage i 60 minutter med skiftende føringer, men i de døende minutter lignede det en Skjern-sejr, da Morten Balling tordnede bolden op i hjørnet til 23-21 med halvandet minut igen.
Det var desværre ikke nok for vestjyderne. GOG's Tobias Møller reducerede kort efter til 23-22 i fynsk overtal, og da en Skjern-afslutning efterfølgende røg i paraderne, havde GOG chancen for at udligne med 20 sekunder igen.
Den opgave klarede Minik Dahl Høegh fem sekunder før tid, og så sluttede det hele 23-23.
Forrygende Skjern-defensiv
Uafgjort var set over 60 minutter et fair resultat. Nok var Skjern i teten i første halvleg efter 30 utrolige minutter af Tim Winkler, der nuppede 11 bolde før pausen.
Men Skjern formåede ikke løbe fra GOG, der som vanligt kæmpede til det sidste. Derfor lød pausestillingen blot på 10-9 til Skjern, som burde have ført med tre-fire mål efter første halvleg.
Efter pausen fortsatte Skjern jagten på sejren med et disciplineret returløb og en solid base i forsvaret. Det betød, at angrebsspillet ikke var af højeste klasse og derfor ofte var overladt til enkeltmandspræstationer.
Her var Claus Møller Jakobsen og Henrik Møllgaard i fokus med store præstationer, mens også Thomas Bruhn og Morten Balling viste skarphed på fløjene.
To hjemmekampe skal sikre en semifinaleplads
Desværre rakte det akkurat ikke til en sejr, men pointdelingen kan vise sig at være altafgørende for Skjern.
På torsdag venter Århus Håndbold, der ikke har mere at spille for, i Skjern Bank Arena, hvorefter Team Tvis Holsbro kommer på besøg anden påskedag.
Stillingen efter 4. slutspilsrunder:
1. Team Tvis Holstebro - 7 point
2. GOG - 7 point_____________
3. Skjern - 5 point
4. Århus - 0 point