Henrik Møllgaard blev topscorer med syv mål.
Team Tvis Holstebro slog et træt Skjern-mandskab 30-26 og vandt dermed Skjern Bank Cup 2013.
Af Kenneth Thygesen
Et hav af udvisninger, håndgemæng og iltre konfrontationer er normalvis ikke noget, man forbinder med træningskampe - medmindre Skjern møder lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro.
Søndag eftermiddag stødte de to vestjyske hold sammen i gruppefinalen i Skjern Bank Cup, og det blev en hårdt spillet affære.
Efter 60 minutter var det dog Team Tvis, der kunne være mest tilfredse. Fusionsklubben vandt 30-26 og sikrede sig dermed Skjern Bank Cup-pokalen.
Lige ved pausen
For anden dag i træk fik Skjern en forfærdelig start, og for anden dag i træk leverede Skjern et flot comeback.
Team Tvis' defensiven holdte indledningsvist værterne i kort snor og bragte sig i front både 4-1 og 9-4. Skjern-motoren blev herefter startet op af Kristoffer Laursen, der med flere gode redninger satte gang i et nyt Skjern-comeback.
I den anden ende viste både Morten Balling, Jesper Dahl og Henrik Møllgaard skarphed, og så var føringen indhentet. Dermed kunne de to hold gå til pause ved stillingen 14-14.
Kræfterne slap op
Skjern kom også i front 15-14, men med tyve minutter igen løb kræfterne op for vestjyderne.
De mange fysiske træningspas og fraværet flere bagspillere satte sine tydelige spor, og et kynisk Team Tvis-mandskab straffede Skjerns offensive fejl.
Team Tvis bragte sig i front 22-18 med et kvarters tid tilbage, og selvom Skjern forsøgte at kæmpe sig tilbage endnu engang, var modstanden for stærk.
Dermed sluttede Skjern Håndbold træningsturneringen Skjern Bank Cup 2013 af med sæsonens første nederlag.
Resultat: Skjern Håndbold - Team Tvis Holstebro 26-30
Målscorere: Henrik Møllgaard 7, Morten Balling 4, Frederik Børm 3, Rasmus Boysen 2, Claus Møller Jakobsen 2, Kasper Søndergaard 2, Jesper Dahl 2, Bjarke Christensen 2, René Rasmussen 1 og Thomas Klitgaard 1.
Skjern Bank Cup:
08/08: Skjern - Mors Thy 31-28
10/08: Skjern - Århus 28-25
11/08: Skjern - Team Tvis 26-30