STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern vandt uskøn affære i Fælleden

De vestjyske drenge hentede den anden sejr i træk, da Skanderborg blev besejret med 29-27.

Af Nicklas Thygesen

En fightersejr.

Sådan beskrev den evigt fightende Skjern-strateg, Jesper Konradsson, tirsdagens opgør i Skanderborg.

Vestjyderne hentede nemlig den anden sejr i træk, da Skjern-mandskabet - for første gang i Fælleden - snuppede to point mod Skanderborg.

Den svenske playmaker havde enorm andel i udesejren på 29-27 med konstant fight, gennembrudskraft og syv scoringer i et opgør, der ikke vil huskes for kønt og overbevisende spil i begge lejre.

Claus Dalgaard-Hansens drenge hang efter indledningsvist, og kunne sagtens have været større bagud end cifrene på 13-11 i hjemmeholdets favør viste ved pausen - hvis ikke norske Robin Haug hev den ene store redning op efter den anden.

Landsholdskeeperens mange redninger forplantede en tro på tingene i modsatte ende, selvom spillet ikke sad i skabet - hvilket Jesper Konradsson og Eivind Tangen var glimrende eksempler på.

15 mål tilsammen af den svensk-norske duo var sammen med Robin Haugs 15 redninger i Skjern-målet afgørende for, at vestjyderne for anden kamp i træk trak sig sejrsrigt ud af de 60 minutters håndbold.

Skjern-mandskabet vandt anden halvleg med 18-14, hvilket udmøntede sig i en sejr på 29-27.

Med sejren kravler de grønne op på femtepladsen i HTH Ligaen.

NYHEDER