Sådan så det ud, da Skjern Bank Grand Prix sidste år løb af stablen.
Kendte navne og lokale sponsorer skal cykle en million kroner hjem til Skjern Håndbold.
Den 10. marts 2012 tager Skjern Håndbold imod mestrene fra AG København i Jyske Bank Boxen i Herning.
Forud for den kamp, der vil blive overværet af over 7.500 tilskuere, arrangerer Skjern Håndbold cykeleventen Skjern Bank Grand Prix, der er et spinningløb med over 45 ryttere med forskellige virksomheder i ryggen, der har til formål at støtte Skjern Håndbold rent økonomisk.
På cykeldeltagerlisten finder man blandt andre MCH-direktør Georg Sørensen og TV2-kommentator Thomas Kristensen, der i øvrigt sponsoreres af Skjerns ligatrups bødekasse, mens håndboldekspert Bent Nyegaard skal speake under løbet.
Målet for arrangementet er klart ifølge Skjern Håndbold-formand Carsten Thygesen.
”Det bliver et fantastisk arrangement, der gerne skulle sikre os en million kroner. Det er vores klare mål,” siger Carsten Thygesen og fortsætter:
”Opbakningen fra sponsorerne er altafgørende for at lave sådan et arrangement, og der er vi heldigvis begunstiget af et stærkt netværk, der ønsker at støtte klubben,” siger Carsten Thygesen.
Det er femte år i træk, at Skjern Håndbold arrangerer Skjern Bank Grand Prix.