Det blev ikke til den debut som trænerduoen havde håbet på.
En række gode præstationer i opstarten, skulle tirsdag aften følges op, da vestjyderne gæstede SønderjyskE i sæsonens første ligakamp.
Af Bjarke Sonne
Det var selvsagt en skuffet Skjern-assistent, som efter sæsonens første nederlag satte ord på kampen.
- Jeg er rigtig ærgerlig over nederlaget til SønderjyskE. Det er et af de nederlag, som vil gå i kategorien unødvendigt.
-Vi tillader desværre SønderjyskE at komme til alt for mange store chancer. Jeg synes at vi i det første kvarter, står rigtig fornuftigt defensivt. Vi blev efterfølgende alt for flade, samtidig med vi tabte vores mand-mand dueller. Det gør at SønderjyskE kunne spille sig til ekstremt store chancer.
- Rent offensivt får vi tilspillet os nogle store chancer. Vi brænder dog alt for mange oplagte scoringsmuligheder - Og når man ikke får puttet dem i kassen, så vinder man ikke mange kampe i ligaen.
Kort inde i første halvleg måtte Skjern-mandskabet se holdets eneste venstrefløj til kampen, Anders Eggert, udgå med en skade, hvorefter kampen måtte færdigspilles uden en reel venstrefløj.
-Det blev selvfølgelig ikke bedre af at vi skal spille store dele af kampen uden en reel venstrefløj. Vi mister noget momentum og rytme i angrebsspillet, hvor de bliver mere kompakte omkring vores bagspillere. Vi må dog erkende at vi manglede den sidste skarphed og de sidste marginaler for at kunne snuppe sejren, siger Claus Hansen