STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søndergaard gør sæsonen færdig og ser frem til Carlén-samarbejdet

Af Nicklas Thygesen

I går kom det frem, at Oscar Carlén bliver vestjydernes kommende cheftræner fra sommeren 2026. Men indtil da varetager Kasper Søndergaard tjansen, inden han vender tilbage i sin velkendte rolle som assistenttræner.  

– Jeg glæder mig helt vildt til at gøre den her sæson færdig. På den ene side har det været godt med en pause. Vi trængte til den. Mange profiler har taget et stort læs, og vi har været ramt af skader. På den anden side spillede vi godt og havde momentum, som vi nu skal forsøge at finde igen. Men jeg kan ikke se, at vi står dårligere end før jul med tanke på, at vi får Buric og Midtgaard tilbage i topform, lyder vurderingen fra Søndergaard. 

Afklaringen omkring cheftrænerposten har været undervejs et stykke tid, og Søndergaard skulle ikke bruge lang tid på at sige ja til samarbejdet med den svenske mestertræner fra Ystad. 

- Situationen omkring cheftrænerposten har selvfølgelig fyldt, og har sat nogle tanker i gang hos mig. Men der var ikke lang betænkningstid fra min side i forhold til at fortsætte som assistenttræner under Carlén. Det er en fed tjans at få lov at arbejde sammen med endnu en dygtig træner.  

“Han vil vinde for enhver pris”
Den kommende trænerduo har stået overfor hinanden tidligere - både på landsholdet og i klubregi - men til sommer står de side om side i jobbet for de grønne. 

– Han har vundet lidt af hvert, og jeg glæder mig til at se, hvad han kommer med – og hvad jeg kan suge til mig. Mit indtryk er meget positivt. Han virker ekstremt sympatisk, men jeg har også spillet mod ham og ved, hvor vild og dygtig han var dengang. En type, der ville vinde for enhver pris og kunne det hele, siger Søndergaard.

- I forhold til min rolle som assistenttræner, så kommer jeg med det, jeg bliver bedt om. Som assistent skal du ikke altid blande dig for meget, men gerne byde ind. Det vigtigste er at skabe ro og støtte chefen – samtidig med at du tør stille spørgsmål. Det er en balancegang.

⁃ Men lige nu er mit eneste fokus på at levere de bedste resultater sammen med holdet i den sidste del af sæsonen, og det ser jeg virkelig meget frem til, siger Kasper Søndergaard.