STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Søndergaard: Folk er fuldstændig klar

Kasper Søndergaard i kamp for Skjern.

For Skjern og Kasper Søndergaard venter der i aften en uhyre vigtig kamp, når slutspillet fløjtes i gang.

Af Lone Jørgensen

Team Tvis Holstebro kommer i aften på besøg i Skjern Bank Arena, hvor de to hold spiller deres første kamp i Boxer Herreligaens slutspil.

En kamp, der ifølge Kasper Søndergaard nærmest er lige så vigtig som søndagens pokalfinale.

- Den her kamp er alfa og omega for slutspillet. Vi er bagud på point fra start, og hvis vi kommer yderligere bagefter, bliver det meget svært for os at komme i semifinalen, vurderer Søndergaard.

Sjovt at vinde titler
Skjern har netop har vundet pokaltitlen og højrebacken er sikker på, at holdet endnu ikke er mætte. Tværtimod.

- Folk har fået mere blod på tanden. Der er ingen tvivl om, at det er virkelig sjovt at vinde en titel, og det vil man da gerne igen. Det er jo heller ikke ofte i ens karriere, at man har mulighed for at vinde The Double, siger Søndergaard.

Han er dog klar over, at det er en svær mission, hvor en masse svære kampe skal vindes. Den første af slagsen er allerede i aften. Tre dage efter at holdet spillede to hårde kampe i Final4.

- Jeg tror ikke, at weekenden har betydning for kampen i aften. Folk er fuldstændig klar, for vi ved alle, hvor vigtigt det her er. Så kan man sige, at det har jo været lige så hårdt for Tvis, som for os, siger Søndergaard, der forudser en tæt kamp.

- Det bliver nok en målfattig kamp, hvor vi skal håbe på at være det hold, der scorer flest nemme mål. For det bliver det hold, der vinder, siger Søndergaard.

Kampen spilles kl. 19:30 i Skjern Bank Arena.

NYHEDER