Af Nicklas Thygesen
Skjern Håndbold er sikkert videre til 1/8-finalerne i pokalturneringen.
Tirsdag aften blev Hørning Håndbold besejret med 41-17 i en flot kulisse foran 600 tilskuere.
Vestjyderne sparede adskillige spillere, hvilket blandt andet gav fuld spilletid til Robin Haug i Skjern-målet, der stod forrygende med 21 redninger.
I modsatte ende var Oliver Norlyk og Alfred Jönsson godt kørende med sammenlagt 14 scoringer, mens akademispillerne Harald Pedersen og Mads Bjergfeldt undervejs overtog ansvaret på stregen og på venstrebacken med fire mål hver til følge.
Næste opgave for de grønne er på søndag, hvor førstepladsen i slutspilspuljen skal afgøres på udebane i Aalborg.