Af Nicklas Thygesen
Skjern er videre fra gruppespillet i EHF European League.
Det står klart efter en overbevisende og meget kontrolleret indsats tirsdag aften i returopgøret mod portugisiske ABC Braga.
Mathias Madsen og Kasper Søndergaards drenge vandt i sikker stil med 32-25 til trods for, at Senjamin Buric og Jakob Rasmussen måtte undværes grundet skade og sygdom.
Tim Winkler afløste Christoffer Bonde i målet i samtlige 60 minutter, og den rutinerede keeper gjorde det fremragende.
Kombineret med en træfsikker og velspillende bagkæde skiftende med Joaquim Nazaré, Alfred Jönsson, Simen Pettersen og Noah Gaudin, så var gæsterne ikke i nærheden af point i Skjern Bank Arena tirsdag aften.
Skjern-mandskabet kørte stille og roligt sejren i hus, mens Alfred Jönsson blev topscorer med otte mål.
Næste opgave for de grønblusede er på lørdag, når KIF Kolding kommer på besøg i Skjern Bank Arena. Køb din billet HER.