Boy Boysen fra Skjern Håndbold, Kenneth Kristensen fra Rock i Ringkøbing, Henning Bro fra Ringkøbing IF og Hans Christian Vestergaard fra Rotary efter kåringen af Vækstprisen.
Skjern Håndbold og fodboldklubben Ringkøbing IF har i fællesskab modtaget Vækstprisen.
Af Kenneth Thygesen
Et samarbejde om at videreudvikle Rock i Ringkøbing har givet Skjern Håndbold og 2. divisionsfodboldklubben Ringkøbing IF en ærefuld hæder i form af Vækstprisen 2014.
Vækstprisen, der er stiftet af Ringkøbing, Videbæk og Skjern-Tarm Rotary klubber, blev tirsdag uddelt i forbindelse med VækstDagen i kommunen.
Prisen er givet til initiativ, der bedst medvirker til at fremme vækst og i udvikling i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her faldt valget på de to sportsklubber, der har brudt grænserne og visket de mange små sognegrænser ud i kommunen i samarbejdet om Rock i Ringkøbing.
- Det er et prisværdigt forsøg på at vise, at 24 kilometer mellem to af kommunens største byer ikke skal være et problem. Det skal være en styrke. Vi skal unde hinanden vækst, udvikling og nye ideer, sagde Hans Christian Vestergaard fra Rotary i forbindelse med kåringen.
Stolte og beærede
Prisen blev modtaget af Skjern Håndbolds bestyrelsesmedlem Boy Boysen, der erklærede, at man i Skjern Håndbold var både stolte og beærede over at få tildelt prisen sammen med Ringkøbing IF.
- Vi ser os selv som hele kommunens håndboldhold og vil gerne være med til at brande hele kommunen. Derfor var vi også meget glade for henvendelsen fra Ringkøbing IF om at være med til bakke op om Rock i Ringkøbing, som vi ser som et fantastisk flot arrangement, siger Boy Boysen.
Udover hæderen modtog de to kluber tilsammen 30.000 kroner, der skal gå til at forstærke samarbejdet.