STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Årets første sejr i hus

Af Nicklas Thygesen

Skjern holder trit med Top 4. 

Henrik Kronborg og Kasper Søndergaards drenge åbnede det nye kalenderår med en sejr på udebane mod de kommende modstandere i Final4, Ribe-Esbjerg.

Anført af en storspillende Christoffer Bonde trak vestjyderne fra relativt tidligt i første halvleg, hvor Skjern-keeperens mange redninger i flere omgange blev omsat til kontrascoringer.

Samtidig kom Alfred Jönsson og Eivind Tangen med et solidt tryk fra distancen, hvorfor gæsterne førte komfortabelt med 15-11 ved pausen.

Føringen blev yderligere udbygget til 17-12, inden værterne - primært takket være sjusk og tekniske fejl fra Skjern-mandskabet - fik udlignet til 18-18.

Men tættere på kom hjemmeholdet ikke. 

Kronborg og Søndergaard bragte 7 mod 6 i spil, hvilket blev overladt sikkert i hænderne på Rasmussen, Mikkelsen og Tangen, som stille og roligt fik kørt Skjern tilbage i en komfortabel føring. 

Båret frem af et par hundrede grønklædte Skjern-fans blev årets første to point sikkert kørt i hus med cifrene 30-25.

Eivind Tangen og Emil Bergholt delte topscorerværdigheden med seks mål hver.

Næste kamp er allerede på tirsdag, hvor kroatiske RK Nexe venter på udebane i EHF European League.