Af Nicklas Thygesen
Efter en periode uden meget spilletid fik Kristian Zetterlund chancen mellem stængerne – og den blev i den grad grebet.
Med en stærk præstation i målet var han med til at sikre Skjern Håndbold endnu en sejr i Skjern Bank Arena. En præstation, der ikke blot gav anledning til glæde efter slutfløjtet, men også et vigtigt selvtillidsboost.
– Det er en helt vidunderlig følelse. En stor tilfredsstillelse, må man sige. Det er utrolig vigtigt for mig selv og min mentale styrke at få sådan et boost inden den kommende uge, hvor vi kun har træning på grund af landsholdspausen, fortæller Zetterlund. .
- Det er vigtigt for mig at bevise overfor mig selv og mine holdkammerater, at de kan stole på mig, hvis Svend ikke har sin bedste dag. Det har vi brug for over en lang sæson, og derfor var det virkelig en opløftende kamp for mig, siger Skjern-keeperen.
Selvom Skjern-målmanden leverede en stærk indsats, var det ikke alt, der fungerede fra første fløjt.
Særligt i første halvleg havde vestjyderne udfordringer med at omsætte mulighederne i den anden ende af banen.
– Jeg synes, vi stod rigtig godt i forsvaret fra begyndelsen, men vi kæmpede lidt med vores angrebsspil og fik ikke rigtig scoret på vores chancer i første halvleg.
– Den eneste forskel i anden halvleg var, at vi scorede på vores chancer. Så trak vi fra og kunne køre kampen stille og roligt hjem, siger han.
Sejren var samtidig Skjern Håndbolds fjerde hjemmebanesejr i træk, og den stærke stime har skabt en særlig tro på tingene i Skjern Bank Arena.
– Vi har en kæmpe selvtillid herinde med alle tilskuernes hjælp. Jeg synes virkelig, vi har en stærk hjemmebane, hvor vi bliver skubbet fremad, afslutter han.