Af Nicklas Thygesen
Skjern Håndbold viste klasse, da slovakiske Bystrica gæstede det vestjyske tirsdag aften.
Foran 2467 tilskuere i Skjern Bank Arena leverede de grønblusede en professionel og gennemført indsats, hvor specielt Viktor Bergholt bragede igennem med imponerende 13 scoringer på 14 forsøg.
Venstrefløjen var ikke mindst skarp i kontrafasen, som var kendetegnende for vestjyderne tirsdag aften, hvor Alfred Jönsson ligeledes viste høj kvalitet med syv scoringer sammenlagt.
De grønblusede kørte mildest talt de slovakiske gæster midt over, hvorfor flere af stamspillerne, der har gennem de seneste uger har trukket et stort læs, fik et velfortjent hvil.
Det gav spilletid og debut til Mathias Troelsen på venstrefløj, der erstattede topscorer Bergholt og kvitterede med tre scoringer, mens Harald Pedersen - der ligesom Troelsen går på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern - gjorde en flot figur på stregen.
Skjern-mandskabet vandt i overbevisende og sikker stil med 42-22 efter 21-10 ved pausen.