Af Nicklas Thygesen
9 mål på 13 forsøg, én bolderobring og en samlet MEP på 5,84.
Norske Eivind Tangen var vital for de grønne mandag aften i den dramatiske sejr over Fredericia HK.
- Vi har overtaget på Fredericia nu. Vi er bedre indbyrdes og har fire kampe i baghånden. Det var en utrolig vigtig sejr i en fantastisk kulisse, siger Eivind Tangen.
- Det havde ikke været til at bære, hvis vi ikke havde hentet begge point. Vi havde mulighederne i flere omgange for at trække afgørende fra, men de formåede hele tiden at straffe vores uopmærksomhed og småfejl - og så blev det tæt til allersidst.
- Men sejren kom hjem, og det betyder så utrolig meget for os allesammen. Nu skal vi fortsætte i samme gear på onsdag mod Mors-Thy, siger mandagens topscorer.