STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner efter pokaldrama: Utrolig lettede

Af Nicklas Thygesen

Det holdt ualmindelig hårdt, da Mathias Madsens drenge efter et stort drama i Klink & Jensen Arena formåede at sikre sig billetten til næste runde i pokalturneringen.

Cheftræneren havde følgende kommentar kort efter slutfløjtet i Herning:

- Første halvleg var mere end godkendt, hvor vi stod bundsolidt defensivt, men vi var langt fra dygtige nok til at straffe dem i anden- og kontrafasen, som vi ellers har været så skarpe til tidligere. Det formåede vi slet ikke i dag, og derfor fik vi ikke skabt det forspring ved pausen, som vi ellers havde spillet os til.

- Efter pausen hang vi efter, og blev total udfordret på vores ting. Når man er så store favoritter til at gå videre, så kan frygten for at fejle være stor - og det blev det i anden halvleg. Der er bare et andet liv over de her pokalkampe, hvor konsekvensen ved at tabe er voldsom stor. Det var tydeligt at se, at nervøsiteten sneg sig ind under huden på os i dag, og samtidig må man give Rene Villadsen stor cadeau i målet.

- Han havde virkelig mange 100-procents redninger, og det blev hårdt for os, når vi samtidig sled så meget med det defensivt. Men vi er videre - og det er vi virkelig lettede over. Men det var samtidig også en reminder om, at intet kommer af sig selv, og vi skal være der 100 procent hver evig eneste gang, for HC Midtjylland kunne sagtens have løbet med billetten videre, siger cheftræneren. 

NYHEDER