STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner før testkamp: Semifinalen ligger i baghovedet

Af Nicklas Thygesen

19 dage uden kampe bliver i morgen afløst af den første test frem mod Final4.

De grønblusede skal i aktion fredag mod Ribe-Esbjerg kl.12.00 i Dokken, hvilket cheftræner Claus Dalgaard-Hansen siger følgende om:

- Det drejer sig om, at få spillerne i kampform igen efter en lang periode uden.  Spillerne har trænet rigtig godt på det sidste, og i morgen får vi mulighed for at finjustere og komme i kampform mod et dygtigt mandskab, siger han.

Inden Final4 i Boxen venter der endnu en testkamp mod Fredericia HK samt et pokalopgør mod Grindsted GIF. Alt i alt tre kampe som skal få Skjern-truppen til at være i den perfekte tilstand inden opgøret i Herning. 

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at semifinalen mod Mors-Thy ikke allerede ligger i baghovedet. Men for os lige nu handler det om at have fokus på os selv, hele tiden blive dygtigere og forfine en masse ting i begge ender.

- I forhold til opgøret mod Grindsted, så har Skovbakken været med til at få løftet pegefingeren, da de slog SønderjyskE ud af pokalen. Det er en vigtig kamp, der skal vindes først, inden vi skal en tur til Herning i Boxen. 

- Derfor optager vi også alle træninger i øjeblikket, og bruger en masse tid på at se klip derfra, som forhåbentlig kan medvirke til at blive endnu skarpere på de små detaljer, siger Skjern-chefen. 

Fredagens opgør mod Ribe-Esbjerg kan følges på vores sociale medier. Opgøret bliver ikke livestreamet. 

NYHEDER