Af Kristian Bro
Nordsjælland Håndbold fik revanche.
Efter onsdagens pokaldrama, hvor Oscar Carléns mandskab trak det længste strå, så slog søndagens værter tilbage, da de to hold mødtes på ny i Helsinge.
Akkurat som tilfældet var i pokalkampen, så var det med Nordsjælland i teten fra start.
7-2 til værterne og Skjern med store udfordringer foran sig.
Denne gang formåede vestjyderne dog ikke at slå ordentlig tilbage. Kvaliteten i begge ender var ganske enkelt ikke på et tilstrækkeligt niveau.
Skjern-mandskabet fik kontakt i 2. halvleg ved 19-18, men fem nordsjællandske scoringer i træk - og så var håbet om point væk.
Skjern tabte med 31-27 efter 16-13 ved pausen.
Marcus Midtgaard blev topscorer med otte mål.