Ole Nørgaards mandskab er nu oppe på fem sejre i træk.
Ole Nørgaard var en tilfreds mand efter sejren over GOG.
Af Simon Dahl
Det var ikke en dans på roser hele vejen igennem for Ole Nørgaards mandskab, der onsdag aften gæstede GOG i Gudme.
Skjern var undervejs bagud med fem mål, men ikke desto mindre hentede Skjern en sikker sejr på Sydfyn.
- Det var høj klasse af drengene, og specielt vores anden halvleg var god. Vi steppede gevaldigt op efter pausen og fik en klar sejr, sagde Ole Nørgaard efter kampen og fortsatte:
- På trods af vi var bagud med fem mål, gik vi aldrig i panik. Vi fik justeret nogle ting undervejs og gik til pause med optimisme. Efter pausen blev vi skarpere på vores aftaler og spillede dem ud af banen, sagde Skjern-chefen.
Ole Nørgaard var særlig imponeret over den individuelle styrke hos flere af sine spillere.
- Vi viste individuel klasse. Spillere som Morten Balling, Henrik Møllgaard og Claus Møller Jakobsen gjorde det rigtig godt, ligesom Frederik Børm sled og slæbte i begge ender af banen. Det var godt arbejde, lød de rosende ord fra Ole Nørgaard.