STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræneren uddelte roser

Ole Nørgaard og Skjern er nu på førstepladsen i ligaen.

Ole Nørgaard var fuld af rosende ord til sit mandskab ovenpå sejren over KIF Kolding.

Af Simon Dahl 

Skjern måtte til lørdagens topbrag se bort fra Kasper Søndergaard, Thomas Klitgaard og Daniel Svensson på grund af sygdom og skader. 

Trods det noget amputerede mandskab, og at Skjern ved flere lejligheder var bagud med tre mål, lykkedes det vestjyderne at sikre sig de to point i sidste sekund.

Ærligt talt, troede du så på sejren set i lyset af, at tre profiler sad ude?

- Ja, selvfølgelig troede jeg på det. Vi har mange dygtige spillere, og når alle spiller op til højeste niveau, kan vi slå alle hold. Ligesom vi kan tabe til alle hold, når alle er med, sagde Ole Nørgaard efter kampen. 

Stor ros til holdet
Begge mandskaber havde i store perioder problemer med at finde netmaskerne i det etablerede angrebsspil, og derfor blev kampen en regulær forsvarskamp.

- Man må sige, at begge hold havde problemer med at score. Forsvaret havde overtaget i begge ender. Vi vidste godt, at vi givetvis ville løbe ind i problemer i det stationære angreb, og derfor skulle vi forsøge at score på kontra og lægge en masse energi i den facet af spillet, sagde Ole Nørgaard og fortsatte:

- Vi forsøgte at fordele ressourcerne. Alle, der kom ind, bød ind uanset hvilken position og konstellation. Det er jeg imponeret over. Stor ros til hele holdet for at holden roen og aldrig at give op. Det var rigtig flot, sagde Ole Nørgaard. 

NYHEDER