Vestjyderne måtte lørdag aften se sig slået af førerholdet GOG. Læs hvad Claus Dalgaard-Hansen havde at sige efter kampen.
Af Kristian Bro
Skjern-mandskabet gik tomhændet fra lørdagens møde med ligaens tophold.
Cheftræner Claus Dalgaard-Hansen satte følgende ord på fem-målsnederlaget i Gudme.
- De første 25 minutter havde vi godt styr på vores forsvarsspil, og de afsluttede derfra, som vi havde håbet på, lød de første ord fra cheftræneren lørdag aften i Gudme.
Men i anden halvleg var niveauet mellem de to hold for stor. Vestjyderne mistede skarpheden i angrebet. Morten Olsen svingede med stor succes dirigentstokken for hjemmeholdet i anden halvleg, hvor de grønblusede tilmed lavede alt for mange tekniske fejl.
- Angrebsmæssigt kom vi til at spille for sidelæns. Vi glemte at gå på mål. I de pressede situationer fik vi kastet for mange bolde ind til vores stregspillere, og derfor hobede de tekniske fejl sig op.
- Vi fik ikke brugt nok tid med bolden til at få skabt de gode chancer, og vi brændte for meget til sidst, siger Claus Dalgaard-Hansen.
Tirsdag aften venter BSH i årets sidste duel. Kampen spilles i Skjern Bank Arena kl.20.30.