Af Nicklas Thygesen
"Jeg tillader mig at være stolt af mig selv og mine holdkammerater i dag".
Ordene er Sveinn Jóhannssons. Skjern-stregen, der før i går endnu havde sine første minutter til gode, og som i fraværet af skadede Senjamin Buric blev kastet for løverne.
Vel og mærke efter 11 måneder uden kamp.
- Buric udgik, og så måtte jeg træde i karakter. Det var en opgave, som jeg blev nødt til at løse, selvom det måske ikke var den optimale måde at starte op på efter en lang skadespause. Min sidste kamp var før jul med SønderjyskE, så det er efterhånden længe siden.
- Men jeg synes, at vi fik løst det godt og kæmpede helt vildt for hinanden, så jeg tillader mig at være stolt af min egen præstation og af mine holdkammerater, siger Sveinn Jóhannsson.
Det var helt uhørt undervejs, da Senjamin Buric og senere Mikkel Lang ligeledes måtte udgå, fortæller stregspilleren.
- Lige pludselig sidder der kun tre-fire mand på bænken - og man tænker - hvor er alle henne? Men vi rykkede sammen, og løste det som et hold. For mig var det et stort skridt med 45 minutter på banen, som jeg skal bruge til at bygge videre, siger Skjern-stregen, der blev noteret for to scoringer på to forsøg.