STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Dansk landsholdsspiller ude resten af året

Den danske landsholdsspiller og Skjern-topscorer, Marcus Midtgaard, kommer ikke i kamp mere i år.

En nærmere undersøgelse hos vores samarbejdspartner fra Capio har vist, at Midtgaard har beskadiget sit bagerste korsbånd.

Det holder den målfarlige bagspiller ude af spil resten af året, ligesom Skjern-topscoreren samtidig må melde afbud til det danske A-landshold, som Midtgaard netop var udtaget til.

- Det er en trist melding på et rigtig dårligt tidspunkt, men samtidig er jeg også glad for, at der endelig er klarhed over situationen. Nu venter et genoptræningsforløb i tæt samarbejde med vores fysiske stab, så jeg kan stå helt fit efter jul, siger Marcus Midtgaard.

- Midtgaard har beskadiget sit bagerste korsbånd, hvor den gode nyhed er, at der ikke skal en operation til. De næste måneder går med intens genoptræning, og så forventer vi, at Midtgaard er klar til at trække i den grønne trøje igen til anden halvdel af sæsonen, siger fysioterapeut i Skjern Håndbold, Hans Jensen.