Tilbuddene har været mange, men Skjern Bank Arena kommer fortsat til at være Christoffer Bondes hjemmebane de næste mange år.
Den populære Skjern-keeper har nemlig afvist de udenlandske forespørgsler, og forlænget aftalen med vestjyderne frem til sommeren 2027.
- Jeg tror ikke på, at der findes andre steder lige nu, hvor jeg kan være mere glad på og udenfor banen end i Skjern - og det er trods alt det vigtigste for mig. Jeg kan ikke finde meningen i at skulle tage til udlandet, når jeg trives så godt i Skjern, og at jeg samtidig får mine sportslige ambitioner indfriet. Jeg synes, at vi har en meget spændende trup, og tror virkelig på, at vi kan kæmpe med om de helt sjove medaljer, siger Christoffer Bonde, der ved offentliggørelsen i sommeren 2021 indikerede, at han godt kunne se sig selv i Skjern-trøjen i 10 år.
- Når denne kontrakt udløber, så har jeg været i klubben i seks sæsoner, og så er der lige pludselig ikke lang vej igen, lyder det fra Christoffer Bonde, der i sine to første år kom på Årets Hold i Herreligaen og kåret til Årets Spiller i Skjern Håndbold i begge sæsoner.
For sportschef i Skjern Håndbold, Thomas Klitgaard, vækker forlængelsen med 24-årige Christoffer Bonde stor begejstring.
- Interessen har af gode grunde været stor omkring Christoffer Bondes underskrift, og derfor er vi enormt tilfredse med, at Bonde forbliver i Skjern-trøjen de næste mange år. Han er en fremragende målmand, der i sine første to sæsoner har været et kæmpe aktiv for os. Det forventer vi også, at han bliver i de næste mange år, siger Thomas Klitgaard.