Af Nicklas Thygesen
Cheftræner Mathias Madsen lovpriste hjemmepublikummet efter lørdagens storsejr.
- Det var så fedt at mærke publikum, som leverede en outstanding opbakning. Deres støtte og den måde de bakker os op på, er et kæmpe must og utrolig vigtigt for hele truppen, hvis vi skal nå langt i år. Jeg må bare lette på hatten for det var en fuldstændig fantastisk præstation af spillerne i en magisk Skjern Bank Arena, indleder cheftræneren.
Indenfor stregerne leverede Madsens drenge en stærk indsats mod de danske mestre, som nu betyder, at de grønne kun mangler et point før semifinalepladsen er i hus.
- De fik presset os godt, men jeg synes, at vi vandt fuld fortjent. Stor respekt til Aalborg som ligesom os manglede flere profiler - heriblandt andet Lukas Sandell som betyder meget for deres spil. Hvis ikke vi slog Aalborg i dag, så ved jeg ikke hvornår vi ellers skulle slå dem.
- Vi ved, at det nu kun kræver et point i de sidste tre kampe før semifinalebilletten er i hus. Vi er inde i en rigtig god stime, og har gode forudsætninger for gøre det færdigt, men vi tager det stille og roligt. Sejren i dag giver os ro og tro på tingene, og forhåbentlig kan vi snart få vores skadede spillere retur - og så går vi benhårdt efter at sikre semifinalen på næste søndag, siger Mathias Madsen.