Af Nicklas Thygesen
Skjern-mandskabet hentede mandag aften to nye point, da Nordsjælland Håndbold blev besejret i Hillerød.
Mathias Madsen og Kasper Søndergaard var uden Alfred Jönsson, Jonathan Würtz samt Lasse Mikkelsen, der fortsat havde skulderproblemer - og det betød på ny masser af spilletid og tillid til talentfulde Jakob Rasmussen og Tobias Mygind.
Førstnævnte var virkelig iøjnefaldende med fem scoringer på seks forsøg. Generelt var scoringsprocenten utrolig høj hele vejen rundt - blandt andet ved topscorer Lasse Uth med syv scoringer på syv forsøg i åbent spil.
Efter en tæt indledning trak vestjyderne så småt fra efter 20 minutter, og gik til pause foran med 16-13.
Den føring blev stort set holdt intakt via en meget velfungerende defensiv, mens kaptjan-Konradsson dirigerede tropperne sikkert i modsatte ende.
I opgørets sidste afgørende fase snørede vestjyderne sækken, og endte med en storsejr på 33-26.