STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Fysisk stab godkender opstarten

Frederik Børm og fysisk træner Hans Jensen.

Spillerne har trænet benhårdt med ni træningspas på fem dage. Den fysiske stab er tilfreds.

Af Kenneth Thygesen

Skjern-spillerne har i opstartsfasen leveret og fortjener ros.

Det er udmeldingen fra Skjern Håndbolds fysioterapeut Hans Jensen, der for andet år i træk i samarbejde med den øvrige fysiske stab har sendt Skjern-spillerne i et opstartsmareridt med intervalløb, spinning, styrketræning og endnu mere løb.

- Jeg er tilfreds. De har gjort det godt, og det virker til, at de har langt mere overskud på nuværende tidspunkt i år i forhold til sidste år, siger Hans Jensen.

- De har været bedre forberedt på opstartsfasen i år, og derfor har der ikke været mange undskyldninger og utilfredse miner, siger Hans Jensen.

Med ni træningspas på fem dage er spillerne ved at være godt brugte, og ifølge Hans Jensen kan de nu også se frem til en anderledes træningsstil.

- Vi fastholder fortsat en del løb og spinning, men træningsformen bliver anderledes i de næste par uger. Hårdheden bliver anderledes, fordi det bliver øvelser med bold i hallen, forklarer Hans Jensen.