Lasse Mikkelsen er netop gået i gang med sin tredje sæson i Skjern.
Lasse Mikkelsen er klar til at styre Skjerns angrebsspil i fraværet af Jesper Jensen.
Af Kenneth Thygesen
Efter en spilletidsmæssigt svær første sæson i Skjern Håndbold har Lasse Mikkelsen det seneste års tid kæmpet og spillet sig til en større og større rolle på Skjern-mandskabet.
I sidste sæson blev spilletiden med anfører Jesper Jensen mere eller mindre fordelt, og som følge af Jesper Jensens karrierestop skal andre nu permanent overtage styrerollen.
- Jeg har selvfølgelig gjort mig en masse tanker. Jesper havde flere roller både på og uden for banen, og jeg har da bestemt planer om at påtage mig nogle af de roller. Jeg føler, jeg er klar til at tage over, siger Lasse Mikkelsen.
Personligt præg
Jesper Jensen spillede 13 sæsoner i træk i Skjern og har uden tvivl efterladt et tomrum i det vestjyske. Men ifølge Lasse Mikkelsen kan tomrummet ikke fyldes ud ved at efterligne den tidligere Skjern-kaptajn.
- Min spillestil adskiller sig fra Jespers stil, der er mere struktureret og organiseret. Jeg kan og skal ikke træde i Jespers sted og gøre som ham. Jeg skal sætte mit personlige præg på spillet, og det er ved at spille direkte med højt tempo i både det etablerede angreb og i kontrafasen, forklarer Lasse Mikkelsen.
- Sidste år delte vi meget af spilletiden, så det er jo langt fra en ny situation at stå med ansvaret. Igen i år er der mange om buddet på playmakerposten. Jeg kommer formentlig ikke til at spille 60 minutter, men jeg vil gøre alt for at erobre så mange minutter og tage så meget ansvar som muligt, siger Lasse Mikkelsen.