Af Nicklas Thygesen
De første seks skud gik i kassen.
Den syvende og sidste blev sendt afsted mod Skive-målet otte sekunder før tid. Dommerparret markerede passivt spil, vinklen var uvant fra nærmest nul grader på venstrefløj - men ind gik den.
Alfred Jönsson blev dagens mand for vestjyderne, der efter store problemer undervejs fik vendt et truende nederlag til to vigtige point.
Svenskerens syvende scoring afgjorde tirsdagens opgør, der startede som håbet set med Skjern-briller. Femmålsføring med ti minutter tilbage af første halvleg, men så gik det stærkt den anden vej. Uprovokerede Skjern-fejl og Skive-scoringer i tomt mål ændrede kampbilledet, og derfor gik værterne til pause foran 12-10.
Skive udbyggede føringen yderligere i anden halvleg, hvor Skjern-mandskabet virkede febrilske. Takket være store redninger af Christoffer Bonde og Anton Hagvall, der tilsammen afværgerede hele fem straffekastredninger, formåede Skjern at kæmpe sig tilbage i opgøret, der som bekendt blev afgjort i de allersidste sekunder.
Med sejren på 27-25 over Skive fH er Skjern Håndbold placeret på en delt fjerdeplads med 11 point sammen med Bjerringbro-Silkeborg.
Netop Bjerringbro-Silkeborg er modstanderen, når vestjyderne igen skal i kamp den 13. november i Skjern Bank Arena.
Køb din billet HER.