STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Kaptajn Myrhol inden BSH: Vi skal stå sammen som et hold

Bjarte Myrhol og kompagni skal forsøge at rejse sig, når vestjyderne møder Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Skjern-kaptajnen forudser en hård og tæt kamp mod BSH, hvor dagsformen bliver afgørende.

Af Bjarke Sonne

Efter en svingende sæsonstart i ligaen, samt et skuffende exit i EHF-Cuppen, skal Skjern-mandskabet lørdag eftermiddag forsøge at rejse sig mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

- Vi skal steppe op som hold og individualister. Vi har desværre ramt en bølge af skuffende præstationer, men der er ikke andet for end at tage arbejdshandskerne på og knokle videre.

- Hvis man skal se positivt på tingene, så synes jeg at vi formår at tilspille os store chancer i mange af kampene – det er trods alt noget vi kan og skal kunne ændre på.

Den rutineret stregspiller forudser en tæt og spændende kamp, hvor dagsformen kommer til at blive udslagsgivende.

- Vi skal møde et hold med topspillere på hver en position – ligesom vi også har det, så dagsformen bliver meget afgørende. 

- Hvis vi formår at steppe et par procenter op, og få den sidste kvalitet på i vores afslutninger, så er jeg sikker på vi nok skal kæmpe med om sejren, siger Bjarte Myrhol.

NYHEDER