STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-keeper vender tilbage til hjemlandet

Björgvin Gustavsson rejser tilbage til Island efter denne sæson. Foto: Steffen Bloch 

Efter indeværende sæson forlader den mangeårige islandske landsholdsprofil Björgvin Gustavsson den vestjyske klub.

En professionel keeper med masser af international erfaring og en god portion islandsk vildskab forlader efter denne sæson Skjern Håndbold.

34-årige Björgvin Gustavsson har af familiemæssige årsager besluttet at rejse hjem til Island til sommer efter to år i det vestjyske.

- Vi nyder Skjern som by, og klubben har allerede gjort et stort indtryk på mig – specielt fordi jeg har været igennem nogle meget hårde tider rent mentalt. Her fandt jeg virkelig ud af, hvad Skjern Håndbold bestod af. Det er en klub, der virkelig tager hånd om én, siger Gustavsson og uddyber om valget.

- Jeg har taget beslutningen om at vende hjem til Island af familiære årsager. Vi har brug for at være tættere på vores familie på Island, som forhåbentlig kan gøre mig til en bedre målmand, når livet af mange årsager giver mere mening, siger islændingen, der forventer at fortsætte karrieren i minimum ti år endnu.

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen sætter følgende ord på islændingens valg:

- Vi kan mærke på Björgvin, at det er den rigtige beslutning. Han har behov for mere spilletid og have et større ansvar, siger Carsten Thygesen, der samtidig roser den islandske keeper for hans passion og professionelle indstilling til hver eneste træningspas og kamp.

- Jeg har også stor respekt for den måde, han supporterer sine målmændskollegaer på, slutter bestyrelsesformanden.

NYHEDER