STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Klitgaard: Federe end jeg havde regnet med

En stolt og glad Thomas Klitgaard med sin første pokalmedalje af guld. 

37 år skulle der gå, før Thomas Klitgaard kunne skrive sin første Skjern-titel på CV’et.

Af Lone Jørgensen

En dag som i går er en af de dage, man aldrig glemmer.

For første gang i 16 år vandt Skjern pokalguldet og for første gang i Thomas Klitgaards ellers imponerende håndboldkarriere vandt veteranen endelig en dansk titel.

- Det er dejligt med en titel, og det var faktisk federe, end jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at det var rigtig fedt, men det her er jo helt fantastisk, sagde Skjern-veteranen efter kampen.

Fortjent sejr
Sammen med holdkammeraterne spillede han en nervepirrende og intens pokalfinale mod lokalrivalerne fra Team Tvis. Kampen blev afgjort i de sidste minutter, hvor Skjern-mandskabet viste størst klasse.

- Det er fuldt fortjent. Ikke mindst for klubben, der har gjort så meget rigtigt i så mange år. Det eneste de har manglet, det er en titel, og nu fik vi heldigvis den. Det er rigtig fedt, sagde Klitgaard, der sammen med holdkammeraterne og modstanderholdet fra Team Tvis Holstebro spillede en tæt pokalfinale.

- Det var først, da der var et minut tilbage af kampen, vi begyndte at juble. Da tænkte jeg, at nu er den sgu hjemme, sagde Klitgaard.

Oven på pokaltitlen venter nu to kampfri dage for Skjern, før slutspillet begynder på onsdag. Her er modstanderen igen Team Tvis Holstebro.