Der var al mulig grund til jubel, da Skjern i går sikrede sig pokalguldet. Foto: Tove Hansen.
Skjern-keeper Søren Pedersen spillede de sidste 30 minutter af pokalfinalen, hvor han med en pragtpræstation var med til at afgøre kampen.
Af Lone Jørgensen
Alt i alt nåede han op på 12 redninger i anden halvleg og en redningsprocent på imponerende 57.
Søren Pedersen lukkede fuldstændigt af, da søndagens pokalfinale skulle afgøres. Han kom ind, efter at have set den første halvdel af kampen fra bænken.
- Hele første halvleg sad jeg og forberedte mig ved at se, hvad det var der lykkedes og ikke lykkedes i vores defensiv. Da jeg kom på banen var jeg virkelig opsat på at gå ind og vise, at starten af semifinalen altså ikke var mit vanlige niveau, sagde Søren Pedersen, der i den grad fik vist, hvilket højt niveau han besidder.
Helt suverænt
Pokalguldet er Skjern-målmandens første titel som seniorspiller.
- Det var helt suverænt. Det hele. Kampen, tilskuerne og selvfølgelig guldet. Det er helt vildt stort, sagde Skjern-spilleren.
Sammen med holdkammeraterne er han gået fra en mildest talt skidt december til et par måneder med mange vigtige sejre og Skjern-spil på høj niveau.
- Vi har været inde i en rigtig god periode her efter nytår. Vi har virkelig steppet op, og det har givet os endnu mere tro på os selv. Vi ville det her, og nu er det en forløsning at sidde her med guldmedaljen. Det er helt vildt, sagde en tydeligt glad og stolt Søren Pedersen.
Der venter Skjern-keeperen endnu en kamp mod lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro allerede på onsdag.