Klitgaard scorede én enkelt gang i søndagens kamp.
Skjern-anføreren var glad og samtidig meget ærgerlig efter søndagens uafgjorte resultat i Aalborg.
Af Nicklas Thygesen
Kærlighedshistorien mellem Skjern Håndbold og Thomas Klitgaard kan efterhånden ikke skrives meget bedre.
På søndag kan vestjydernes anfører sætte det absolut sidste punktum i eventyret for de grønblusede.
Søndagens returkamp i Skjern Bank Arena bliver under alle omstændigheder den sidste hjemmekamp med Klitgaard som anfører.
- Mit kapitel i Skjern Håndbold kan afsluttes helt fantastisk, og samtidig med risiko for at det kan blive helt, helt forfærdeligt. Vi havde gerne solgt kampen for et uafgjort resultat på forhånd, men vi kan ikke undgå at være en smule ærgerlige lige nu. En sejr havde givet os en ekstra livline, men uanset hvad, så har vi bragt os selv i en gunstig position.
- Vi kan selv afgøre mesterskabet på hjemmebane i en fyldt Skjern Bank Arena. Det er da fantastisk, siger Thomas Klitgaard, der var stolt over vestjydernes indsats i Aalborg:
- Vi mistede aldrig modet og gik aldrig i panik. Vi fortsatte med at tro på vores koncept, og undlod at fokusere på måltavlen. Man kan ikke undgå at blive skør i hovedet af at kigge på måltavlen, så i stedet holdt vi fast i Caroline Wozniacki-konceptet og fokuserede på én bold ad gangen, siger anføreren.