STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Knæskadet Mygind nærmer sig håndboldbanen

Af Nicklas Thygesen

I gruppespilskampen mod RK Nexe tilbage i november-måned blev Tobias Mygind sat ud af spil. 

En efterfølgende undersøgelse og operation betød op til et halvt års pause for den unge venstreback, der siden har knoklet intenst og professionelt i samarbejde med fysisk træner Hans Jensen for at vende retur til håndboldbanen.

- Det er gået bedre, end vi havde regnet med. Planen har hele tiden været, at jeg gerne skulle begynde at løbe stille og roligt i juni-måned, men allerede i sidste uge tog vi hul på den del. Jeg skal ikke fremskynde noget eller tage nogen risici, men det er virkelig opløftende og fedt, at vi er et stykke foran tidsplanen, siger Tobias Mygind og tilføjer:

- Knæet har reageret positivt gennem hele forløbet uden nogen former for tilbagefald. Derfor har jeg også kunnet presse knæet til yderste i styrkelokalet, siger venstrebacken.

Den 21-årige bagspiller kommer definitivt ikke i aktion for de grønne mere i denne sæson, og derfor er målet helt klart for Mygind: 

- Jeg skal stå knivskarpt til sæsonstart. Det er det helt store mål. Vi satser på, at jeg kan begynde at lave håndboldrelaterede øvelser uden alt for meget kontakt inden sommerferien, siger Mygind, der nærmest har opholdt sig mere i styrkelokalet end i lejligheden. 

- På min position skal jeg gerne være solidt over de 100 kilo uden at blive for tung. Derfor har jeg arbejdet meget målrettet med at bygge en masse på kroppen og specielt på benene. Det tegner lovende. Nu skal hovedet og den mentale del være med, så jeg løbende tør kaste mig ud i det, siger Tobias Mygind. 

NYHEDER