STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Kronborg gør status efter Berlin-tur

Af Nicklas Thygesen

En sikker sejr over VfL Potsdam og et klart nederlag til Füchse Berlin blev udfaldet af de to testkampe i Berlin for Skjern-mandskabet. 

Cheftræner Henrik Kronborg gør status.

- Jeg synes, at vi kan bruge kampen i går til meget mere end opgøret mod Potsdam. Vi mødte et af Europas bedste hold med to internatioanle topspillere på alle positioner. Jeg er tilfreds med, at vi ikke gik ned på indsatsen og kunne matche dem på intensiteten, og formåede i to omgange at kæmpe os tilbage. 

- På det område er jeg godt tilfreds. Der er selvfølgelig mange ting endnu, hvor vi skal blive dygtigere, for de straffede hver eneste fejl, vi begik. Samtidig formåede de - også grundet deres store fysik - at gøre os usikre ved at gå frem og lukke rum. Der skal være vi turde at være lidt modigere i vores spil, når vi møder hold af den kaliber, siger Henrik Kronborg.

- Jeg har sagt det nogle gange efterhånden. Udenfor banen er det ikke et nyt hold, men på banen er det for mig at se et meget nyt hold. Sidste år spillede Alfred Jönsson og Oliver Norlyk ikke særlig meget på grund af skader, mens Jakob Rasmussen og Tobias Mygind spillede i perioder, men ikke kontinuerligt. Samtidig er vi i øjeblikket uden Lasse Mikkelsen, som gør, at vi havner i nye og alternative formationer, og derfor kommer det hele til at tage lidt tid, før det hele er sammenspillet, siger cheftræneren.

Næste opgave for vestjyderne er på torsdag, hvor Aalborg Håndbold venter i et opgør, der spilles kl.18.30 i Vadum. 

NYHEDER