STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Kronborg: Stor ros hele vejen rundt

Af Nicklas Thygesen

Skjerns cheftræner Henrik Kronborg var nok en gang imponeret over sit mandskab onsdag aften i Skjern Bank Arena.

Kronborg roste specielt den offensive indsats, som skal tages med videre ind til topkampen i morgen i Silkeborg.

- Alfred Jönsson og Simen Pettersen splittede Mors-Thys forsvar fra hinanden. De leverede på et meget højt niveau, men det var faktisk gældende hele vejen rundt. Robin Haug kom ind og gjorde en forskel i målet, Jørgen Rasmussen dækkede suverænt op sammen med Lasse Uth på backen, så vi kunne give pause til Simen og Alfred defensivt.

- Der var mange, som gjorde en forskel. Stor ros til holdet igen for bare at tage opgaverne på sig, selvom vi fortsat er ramt på mandskab. Det er fantastisk at se, siger Henrik Kronborg. 

- I morgen bliver endnu en svær opgave. Bjerringbro-Silkeborg har været stærke i denne sæson, specielt på hjemmebane, men vi har god tro på tingene, og er inde i en rigtig god periode i øjeblikket. Fight og intensitet er nøgleordene for os, og det bliver det igen i morgen, siger cheftræneren.

Der er kampstart i Silkeborg kl.16.10.

Opgøret vises direkte på TV2 Play. 

NYHEDER