STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Målorgie da Ribe-Esbjerg blev besejret

Af Nicklas Thygesen

Skjern-mandskabet kom tilbage på sejrskurs fredag aften.

Tæt på 3000 tilskuere havde fundet vej til Skjern Bank Arena til et opgør, hvor Skjern-tilhængerne kunne overvære et hjemmehold med fuld fart over feltet.

Anført af Christoffer Bonde med imponerende 48 procent i første halvleg lukrerede holdkammeraterne stort i modsatte ende, hvor specielt Simen Pettersen var outstanding i både kontrafasen og i det stationære spil.

11 ud af 12 forsøg fra nordmandens højrearm udmøntede sig i succes og jubelscener foran hjemmepublikummet. En gennemført stor kamp af venstrebacken. 

Pettersens kompagnon på fløjen, Viktor Bergholt, var ligeledes skarp med fire mål på fire forsøg - og netop den høje scoringsprocent var kendetegnende for hele Skjern-mandskabet fredag aften.  

Sejren og de to vigtige point var aldrig i fare for Kronborg og Søndergaards tropper, der gennem store perioder af anden halvleg var foran med 8-9 mål.

Gæsterne forsøgte at skabe virak og panik i slutfasen med et helbanepres - dog uden held - og derfor vandt de grønne med cifrene 40-35. 

Det var i øvrigt første gang siden 2014 - i hjemmekampen mod TMS Ringsted - at vestjyderne fik netmaskerne til at blafre 40 gange.