STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Madsen: Alle gode tanker i Viums retning

Af Nicklas Thygesen

En i forvejen tung rejse til Slovakiet med forsinkelser og mistet bagage blev afløst af det værst tænkelige med en potentiel alvorlig knæskade til Morten Vium.

Højrefløjen udgik efter blot halvandet minuts spil, hvilket satte sine tydelige spor i Skjern-lejren, siger Mathias Madsen.

- Lige nu fylder Viums skade det hele. Det er klart, at når en af vores spillere udgår med en potentiel alvorlig skade nærmest i det første angreb, så sætter det sine spor i spillerne - og det forstår jeg godt. Det var et hårdt slag for os, og vi sender alle gode tanker hans vej, siger Mathias Madsen.

- Det har været en tung rejse, hvor mange udefrakommende ting har forstyrret samtidig med, at flere stamspillere er blevet hjemme i Danmark for at pleje skader. Så vi havnede i nogle alternative opstillinger, vi aldrig har stået i før - og så blev det en noget rodet affære, siger cheftræneren.

Skjern-mandskabet rejser i morgen retur til Danmark, hvor forberedelserne starter frem mod lørdagens hjemmekamp, hvor Fredericia HK kommer på besøg i Skjern Bank Arena.

Køb din billet til kampen HER