STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Madsen før sidste gruppekamp: Skal præstere på et langt højere niveau

Af Nicklas Thygesen

Efter en længere rejsedag er cheftræner Mathias Madsen og Skjern-mandskabet netop ankommet til Velenje.

Tirsdag aften venter den sidste kamp i hovedrunden, hvor vestjyderne med sejr - hvis resultatet samtidig flasker sig opgøret mellem IK Sävehof og RK Nexe - kan kvalificere sig direkte til kvartfinalerne.

I det første møde med slovenerne vandt Madsens tropper overbevisende med 45-31. Et resultat og et kampforløb, cheftræneren ikke forventer på nogen måde kan gentage sig i morgen.

- Vi ved, at det bliver langt sværere i morgen end den første kamp i Skjern Bank Arena. Europæiske udekampe - og specielt på Balkan - er enormt svære, og vi skal være forberedt på at komme under et stort tryk fra lægterne.

- Samtidig skal vi op og præstere på en helt anden hylde og højere niveau, hvis vores drømme om at kvalificere os direkte til kvartfinalen skal gå i opfyldelse. Det kræver en stærk præstation i morgen, og så krydser vi fingre for, at Sävehof kan hjælpe os med et godt resultat i kampen mod RK Nexe, siger Mathias Madsen.

En Skjern-sejr i Slovenien og et nederlag til kroatiske RK Nexe vil sende vestjyderne direkte i kvartfinalerne.

Lykkes dette ikke, så er de grønblusede allerede i forvejen sikre på at kvalificere sig til 1/8-finalerne. 

Der er kampstart i morgen kl.18.45. Opgøret kan ses gratis via PlutoTV. 

NYHEDER