STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Mandfolkepræstation: Flot sejr i Silkeborg

Af Nicklas Thygesen

Spoler man tiden tilbage til 28. oktober sidste år - udekampen mod Skanderborg AGF Håndbold - var scenariet stort set identisk. 

En decimeret Skjern-trup ramt af massive skadesproblemer, og hvor valgmulighederne for trænerteamet var indsnævret til det absolutte minimum. Et år senere var tilfældet det samme - og med samme udfald.

De vestjyske drenge leverede en vaskeægte mandfolkepræstation, da Rasmus Lauge og BSH blev besejret med 33-31 i en intens affære, hvor topscorer Noah Gaudin blev matchvinder med sit niende mål kort før slutfløjt. 

Foruden Bergholt, Mikkelsen, Nazare, Jönsson, Pettersen og Vium - der kun var til rådighed til straffekast - blev skadeslisten desværre udbygget med hvad der ligner en alvorlig knæskade til Lasse Uth, som skal undersøges yderligere onsdag. 

Men de tilbageværende fightede på fornemmeste vis med Gaudin, Rasmussen og Tangen i de offensive hovedroller - førstnævnte med en utrolig kamp med ni scoringer og syv assists.

Kronborg og Søndergaards drenge hentede en velfortjent og yderst imponerende sejr på den svære udebane i Silkeborg, og indtager dermed en delt tredjeplads, dog med en kamp ekstra spillet, efter de første fem runder i Herreligaen. 

NYHEDER