Af Kristian Bro
Det var ikke kun inde på de 40x20 meter, at Skjern Håndbold leverede en stærk præstation mod Skanderborg-AGF Håndbold i søndags. Med 3188 tilskuere i Skjern Bank Arena blev sæsonrekorden slået, og netop samspillet mellem hold og publikum blev efterfølgende fremhævet af Kasper Søndergaard.
Ikke nok med det. Fremmødeprocenten blandt sæsonkortholderne nåede sit højeste niveau siden DM-finalen i forrige sæson. Ligeledes valgte rekordmange at frigive deres plads, så andre kunne få chancen for at være en del af fællesskabet i Skjern Bank Arena. Samtlige frigivne pladser blev solgt igen - et stærkt tegn på den enorme interesse, der lige nu fylder Skjern Bank Arena.
Salgschef i Skjern Håndbold, Rasmus Boysen, glæder sig over den markante opbakning.
- Det her viser, hvad Skjern Håndbold kan. Når vi både ser rekord i fremmødeprocenter og i antallet af frigivne pladser, siger det alt om en fanbase, der ikke bare har et sæsonkort, men aktivt løfter fællesskabet og stemningen i arenaen. Det er en fornøjelse at opleve, og vi er enormt taknemmelige for den opbakning, vi får hver eneste kamp.
Næste kamp i Skjern Bank Arena er den 3. december, hvor Sønderjyske Herrehåndbold kommer på besøg. Find din billet HER.
Sæsonkortholdere i Skjern Håndbold er samtidig med i lodtrækningen om 20 gavekort á 500 kroner til ABC Lavpris. Alle med en fremmødeprocent på mindst 90 ved sæsonafslutningen indgår automatisk i konkurrencen.