Henrik Møllgaard har lavet minimum seks mål i alle slutspilskampe i denne sæson. I gennemsnit er det blevet til 7,1 mål per kamp i slutspillet.
Skjern-anfører Henrik Møllgaard er klar til "at brænde den af" i den første semifinale mod Aalborg.
Af Kenneth Thygesen
Den første af to DM-semifinaler spilles på søndag, når Skjern Håndbold møder de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold.
Aalborg har ligesom Skjern leveret et svingende slutspil med både overraskende nederlag og storsejre. Fælles for de to tophold er dog, at semifinalepladsen blev sikret, og at begge hold nu er klar til guldjagt.
I Skjern-lejren er humøret højt efter derbysejren over Team Tvis Holstebro i mandags, ligesom motivationen er på sit højeste, idet sæsonen nu går ind i den afgørende fase.
- Vi er tilfredse med at møde de danske mestre i en semifinale. Det bliver stort. Hvis vi skal vinde guld, skal vi slå de bedste. Det har vi gjort igennem hele sæsonen, og det har vi tænkt os at fortsætte med, siger Skjern-anfører Henrik Møllgaard.
Et skridt op
- Hele vores sæson er bygget op om slutspillet og derefter kampen om guldet. Det er nu, vi skal brænde den af og tage et ekstra skridt op, siger Henrik Møllgaard, der ser frem til at møde sin gamle klub.
- Det bliver uden tvivl en fed kamp i en fed kulisse, siger Henrik Møllgaard.
Skjern har i de to foregående kampe i sæsonen vundet med 15 mål på hjemmebane og tabt med to mål på udebane til Aalborg.